Døden

Der er nok ikke et eneste menneske, der ikke med en smule gru tænker på døden.

Man kan forholde sig optimistisk til at eksistere, men ikke til døden.

Det er dog sandsynligt at evolutionen har fordrejet menneskers objektivitet.

Historisk set har menneskeheden ført en vedvarende indbyrdes kamp.

Til alle tider har en elite kynisk sat sig på værdierne og ført magtkampe.

Kanonføden var de sagesløse fattige som blev ofret på slagmarken.

Det enkelte menneske havde nok at se til for bare at overleve.

At blive gammel var en luksus.

De flestes liv var i elendighed, og uden udsigt til forbedring.

Hvordan skal man være skruet sammen for at overleve ?

Vi har nogle instinkter som sikrer at mennesker formerer sig uden fornuft.

Det er selvfølgelig tiltrækningen mellem mennesker, som i sin art

ikke kan defineres som hverken rigtig eller forkert, men kun hensigts-mæssig.

Man har individuelt en fast holdning, men uden at kunne redegøre for den.

Her er det at evolutionen kan have tilføjet endnu et instinkt,

som dominerer menneskeheden hensigts-mæssigt, men ikke fornufts-mæssigt.

Det er den religiøse tro på et bedre liv efter døden, hvis man overkommer prøvelserne.

Det er den tro, der har gjort livet udholdeligt midt i elendigheden.

Det er som bekendt ikke alle der er underlagt dette instinkt.

Der diskuteres videnskab kontra religion,

men det er nok forgæves, fordi man ikke kan bruge fornuft imod instinkter.

Det svarer til, at man skal overbevise mennesker om, ikke at være tiltrukket af hinanden.

En anden sag er, at visse mennesker mener, at deres instinkter er mere rigtige end andres,

eller at deres tro er helt rigtig, bare fordi de føler det.

Her kunne man måske, uden de giver afkald på deres tro, forlange mere tolerance i stedet for enfoldighed.