Grund Loven for Nationer

Natur Loven er ukrænkelig, men love skabt af mennesker kan vi diskutere og ændre.

I et moderne samfund er der mange regler, som er mere eller mindre vigtige.

Grundlovens regler er en forfatning, der er fundamentet for Nationen.

Den bør være så god, at man ikke har behov for at ændre den.

En Grundlov erstatter en Diktator.

Mange Nationer er styret af Konger, Kejsere, Generaler og Religiøse regenter.

De er alle diktatorer, og deres vilje er Lov.

I Historisk tid har sådanne diktatorer regeret Verdens Nationer.

Det vellykkede eksperiment med demokrati i Grækenland for over 2000 år siden,

blev knust og er først genopstået i nyere tid.

Dette førte til en kulturel, økonomisk og militær styrkelse af de nye Demokratier.

Der er ingen tvivl om, at Demokrati er den styreform, som er alle andre overlegen.

Desværre trues den konstant af mennesker med magt ambitioner, som varetager egne interesser.

Hvis præsidenter er for magtfulde og informations friheden er for lille,

så kan et moderne demokrati ødelægges ligesom det græske forbillede.

Grundloven er demokratiets vigtigste forudsætning, så den skal være meget vanskelig at ændre.

Faktisk burde man indbygge en klausul om, at selve Demokratiet aldrig kan afskaffes.

Alle former for ideologier kan vælges, men vigtigst af alt, så kan de også afskaffes igen.

En nations befolkning skal altid være øverste myndighed. Det bør være Paragraf 1 .

En Forfatning bør indeholde paragraffer, der beskytter vild Natur og vildt dyreliv.

En nation skal ikke være velfriseret som en baghave.

Mennesket har traditionelt bekæmpet andre former for liv, når det ikke er økonomisk interessant,

eller hæmmer menneskets udbredelse. Det giver på lang sigt en meget fattig Verden for alle.

Man kan overveje paragraffer om beskyttelse af vand, jord og luft imod forurening.

Princippet om lighed med hensyn til etnisitet og religion bør indgå.

Allervigtigst er retten til at ytre sig offentligt. Den skal kun begrænses ved udbredelse af løgn.

Lige så vigtigt er borgernes ret til at have deres viden privat, så overvågnings-samfundet undgås.

Det skal forhindres at regering og præsident råder over masse-medier.

Disse skal være uafhængige, og kunne påpege urimeligheder i samfundet, istedet for af være regeringens talerør.

Grundloven skal beskytte befolkningen imod overgreb fra Regeringen.

Sproget skal være nutidigt, og alt for mange detaljer kan skrives i love uden for grundloven.

Danmark er en nation med omtrent 6 millioner borgere.

Vort demokrati er veludviklet, og velstanden er stor for alle borgere, sammenlignet med omverden.

Danmark blev et Demokrati i 1849, da Kongen mistede sin enevældige magt.

Danmark fik dermed en Grundlov, som senest er ændret i 1953.

Det betyder ikke at den nu er perfekt. Der er selvmodsigelser, som skæmmer indtrykket.

Kongen er stadig nævnt i vores Grundlov. Kongen har endda magt som regent ifølge Grundloven.

Danmarks Konge eller Dronning er aldrig valgt demokratisk, men har alligevel arveret til magten.

Der er religions frihed i Danmark, men mærkeligt nok er Kristendommen prioriteret.

Danmark har en folkevalgt forsamling på 179 personer, som deler magten med Kongen.

Det står i Grundloven, men fungerer ikke sådan i praksis.

Der er konsensus om, at Monarkiets magt er teoretisk, mens de Folkevalgte har den reelle magt.

Det er mærkeligt, at selve demokratiet fungerer udfra en gentleman-aftale i stedet for en grundlov.

Befolkningen opfatter derfor efterhånden Monarkiet som en eventyrlig teater-forestilling.

Monarkiet fremvises for omverden i fornem stil. Industrien har hermed en god repræsentant.

Monarkiet deler medaljer ud til såvel diktatorer som til kultur-eliten.

Man forstår, at verdens største eventyr forfatter H.C.Andersen er fra Danmark.

I det følgende kan man se Danmarks Grundlov .

Jeg mener, at man skal føle stolthed ved en forfatning, men det gør man desværre ikke med denne.

Den er ikke imponerende, men i følje Dommerstanden har den hidtil fungeret fint.

Jeg tror, at hvis befolkningen kendte Grundloven, så ville den blive ændret.

Men man undervises ikke i den i grundskolerne, og sproget er gammeldags.

Man kan undres over, at et flertal af de folkevalgte 179 personer ikke tager problemet op.

Der er en åbenbar nostalgi og glamour ved Monarkiet, som gør folk underdanige.

Samme virkning som Peterskirken i Rom har på de besøgende. Det er jo nok også hensigten.

Jeg har valgt, at inddele den i fire kategorier. Dette skal tages med forbehold.

Der er mere kompetente mennesker, som skal lyttes til. Men døm selv.

Det ses, at næsten 1/3 af lovene omhandler og prioriterer en familie eller en religion frem for andre.

Det er i strid med et lighedsprincip, som burde gælde for alle .

Der er 44 / 89 paragraffer, som virker ganske rimelige uden ændringer. Nogle kunne dog være udenfor Grundloven.

Der er 26 / 89 paragraffer, som burde ophæves.

Der er 11 / 89 paragraffer, som bør ændres.

Der er 8 / 89 paragraffer, som er meget vigtige. De burde være placeret forrest.

§ 3. Burde ændres således at : Den udøvende magt skal være politiet i stedet for Kongen.

Den lovgivende magt skal alene være i Folketinget.

Danmarks Riges Grundlov

Magt fordeling

§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk.

Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfolgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening.

Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Kongen

§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.

§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring

om ubrødeligt at ville holde grundloven.

Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives folketinget

for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet.

Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring,

føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes.

Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.

§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom

eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger,

vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.

§10.1. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov.

Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.

2. Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.

§11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov.

Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes uden for riget.

Myndighed

§12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender

og udøver den gennem ministrene.

§13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse;

deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

§14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.

Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem.

Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed,

når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.

Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

§15.1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

2. Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked,

medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked,

fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt.

Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig,

hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

§16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse.

Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

§17.1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde.

Kongen forer forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde,

hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed

til at føre regeringen.

2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regerings-foranstaltninger.

§18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd.

Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren.

Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og belslutning tages efter stemmeflerhed.

Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte,

af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for kongen,

der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde minister-rådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.

§19.1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.

Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling,

der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse,

til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning.

Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst,

som er indgået med folketingets samtykke.

2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker,

kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.

Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget.

Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigs-politisk nævn,

med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde.

Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.

§20.1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder,

kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder,

der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer.

Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal,

opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse

efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

§21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

§22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft,

når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen.

Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

§23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love,

der dog ikke må stride mod grundloven, og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette

til godkendelse eller forkastelse.

§24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets samtykke benåde for de dem ,

af rigsretten idømte straffe.

§25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder

sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug,

eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

§26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

§27.1. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov.

Ingen kan ansættes som tjenestemænd uden at have indfødsret.

Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om, at ville holde grundloven.

2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved §64.

3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes,

når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter,

og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.

Demokratiets forhold

§28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer,

hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

§29.1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget

og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort.

Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp,

medfører tab af valgret.

2. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953.

Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov.

Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen,

når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5,

har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.

§30.1. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling,

der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.

2. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.

§31.1. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.

2 . De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven,

der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden,

herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.

3. Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.

4. Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget

samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.

5. Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov.

§32.1. Folketingets medlemmer vælges for fire år. Stk. 2.

2. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning,

at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted.

Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives,

forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.

3. Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.

4. Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.

5. Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.

6. Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.

7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

§33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om,

hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.

§34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver,

der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.

Udøvelse af Demokratiet

§35.1. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen,

dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.

2. Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og næstformænd.

§36.1. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.

2. På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.

§37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde.

I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget.

§38.1. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse

for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.

2. På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.

§39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af dagsorden.

Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer

eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.

§40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet,

så ofte de vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen.

Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget.

§41.1. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i folketinget.

3. To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære,

at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling.

Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove,

midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation,

love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love,

hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.

4. Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger,

der ikke forinden er endeligt vedtaget.

§42.1. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist ,

af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget.

Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.

2. Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde

stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.

3. Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage

fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.

4. Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om,

at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren,

der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted.

Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse

tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.

5. Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves,

at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere,

dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.

6. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove,

lønnings-og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation,

love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser

kan ikke undergives folkeafstemning.

Det samme gælder forslag til de i§§ 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger,

der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes,

at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.

7. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning,

stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom.

Såfremt en tredjedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler

begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov,

afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler.

Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold

og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.

8. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang

folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.

§43. lngen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov;

ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

§44.1. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

2. Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendomfastsættes regler ved lov.

§45.1. forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget

senest fire måneder før finansårets begyndelse.

2. Kan behandlingen af finanslov-forslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt

inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.

§46.1. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.

2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov

eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.

§47.1. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.

2. Folketinget vælger et antal revisorer.

Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri,

og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov.

De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt.

De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.

3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til beslutning.

§48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden,

der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.

§49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer

eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres,

om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.

§50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen.

§51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager.

Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger

såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.

§52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.

§53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling

og derom æske ministrenes forklaring.

§54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer.

§55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget,

til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.

§56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

§57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art,

medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer

uden folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme.

§58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fostsættes ved valgloven.

Retsvæsenet

§59.1. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol

og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer.

For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere.

Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten.

Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse,

fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.

2. Retten vælger selv sin formand af sin midte.

3. Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten

for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.

4. Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.

§60.1. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.

2. For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser,

som han finder særdeles farlige for staten.

§61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov.

Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.

§62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.

§63.1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser.

Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene

unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en

eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol.

De nærmere regler herom fastsættes ved lov.

§64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom,

ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted.

Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt,

til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

§65.1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.

2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke.

Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted,

herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.

Religion

§66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning,

dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse

af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Borgernes rettigheder

§71.1. Den personlige frihed er ukrænkelig.

Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning

eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer.

Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse,

der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles,

og hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse.

Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov,

forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

6. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed,

og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den,

der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.

Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn,

hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

§72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre

papirer samt brud på post-, telegraf-og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en undtagelse,

alene ske efter en retskendelse.

§73.1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.

Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer

inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve,

at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted,

og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene.

Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

§74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv,

som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

§75.1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår,

der betrygger hans tilværelse.

2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden,

er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

§76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undt·rvisning i folkeskolen.

Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med,

hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

§77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

§78.1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold

eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

3. Ingen forening kan opløses ved en regerings-foranstaltning.

Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

§79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.

Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære.

Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.

§80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind,

efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.

§81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar

efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

§82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.

§83. Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.

§84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.

§85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger,

der følger af de militære loves forskrifter.

§86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver tid gældende.

For Færøernes og Grønlands vedkommende

fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.

§87. lslandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret

med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfodsret.

Grundlovens Forhold

§88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovs-bestemmelse, og regeringen vil fremme sagen,

udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse, af det efter valget følgende folketing,

bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne

til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning.

De nærmere regler for denne ,afstemning fastsættes ved lov.

Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlig stemmeberettigede

afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

§89. Denne grundlov træder i kraft straks.

Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915

med ændringer af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå,

indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV.

Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915

med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.