Det er spændende, når man fra science fiction, bliver præsenteret for rejser i Verdensrummet.

Menneskeheden er på et teknisk højdepunkt, og har allerede besøgt alle planeterne i vort Solsystem.

Alle kender til den imponerende bedrift af de amerikanske astronauter i 1969. Månelandingen .

I vore dage er der den imponerende rumstation ISS, som er et internationalt samarbejde.

Europa har landsat et fartøj på en komet, og NASA har kortlagt Pluto som hidtil yderste klode.

Det kan forudses, at man vil kolonisere både Mars og nogle måner .

Dette giver optimisme med hensyn til ekspeditioner videre ud i Universet.

En udforskning af andre Solsystemer med rumfartøjer, kræver dog kraftigere motorer.

Med den nuværende teknik er Solens fotoner den bedste og billigste måde.

Det varer nok ikke længe før vi ser et Rumskib med Solsejl.

Det er også muligt at gøre Ion-motorerne bedre og opnå en anselig fart.

På længere sigt kan man håbe på, at Fusions- motorer bliver en mulighed.

Men for kunne rejse rundt i Mælkevejen, kræves at Antistof kan udnyttes.

Det er teoretisk muligt, men det er meget vanskeligt.

                                                    Problemet med Energien

Der er to måder at give Rumskibet den fornødne energi. 

Enten kan den medbringes eller tilføres udefra.

Hvis Energien medbringes, så er Energi/Masse (E/M %)  forholdet, afgørende for den maximale hastighed.

Hvis Energien kommer udefra, så er afstanden afgørende for den maximale hastighed.

De raketter som bragte mennesker til Månen, kan højest opnå hastigheder på 100 km/s.

Næste generation er drevet af kernekraft som Fission. Fusion er desværre ikke udviklet endnu.

Disse metoder kan nok ikke komme over 1% af lysets hastighed. Det er nærmere promiller.

Antistof er den energi-form, der teoretisk giver de største hastigheder. Næsten som lysets.

Desværre er der meget store tekniske problemer med at producere antistof i stor mængde.

Opbevaring af antistof er desuden meget risikabelt. Det er farligere end Brint-bomber.

Man kan alternativt udnytte Solen som Energi-kilde. Rumfartøjet må dog ikke være for tungt.

Det skal være udstyret med et sejl der rammes af Solens fotoner, og driver det fremad.

Kraftige Lasere kan eventuelt give endnu større fart.

Ud over problemet med Energien, er der jo også de politiske og især økonomiske aspekter.

Det er meget kostbart fordi der kræves enorme energimængder.

Vil man opsende en lille sonde, når den kræver lige så megen energi som en meget stor by ?

              Rejse til de nærmeste stjerner

Hvis vi ønsker at medbringe energien så kan fusions motoren være den eneste reelle.

Den skal dog udvikles til det optimale, og med solsejl kan måske 1% af lysets hastighed opnås.

Fordelen er at vægten på Rumskibet kan være så stor, at mennesker kan medtages.

Det er dog en betingelse at den er selvforsynende, fordi rejsen kan vare flere hundreder år.

Hvis man kunne skabe under 100 gram Antistof, så kan en sonde på 1 kg opnå 25% af lysets hastighed.

Alternativt kan man drive en let sonde frem med fotoner fra Solen og meget kraftige Lasere.

Det kræver et enormt sejl på 1 kvadrat kilometer. Hastigheden kan komme tæt på lysets.

Ved 25% af lysets hastighed kræver 2.95e12 kWs

Energien til laseren kan komme fra en kerne-reaktor på Månen.

En Atomkraft-reaktor på 1300 MW , kan levere denne energi på 34 dage.

Solen kan levere samme energi til et sejl på 1 kvadrat kilometer.

Eller energien kan også komme fra et enormt anlæg af solceller kredsløb om Solen.

Det skal have et areal på 13 kvadrat km, for at være lige så godt som atomkraft-reaktor.

Med begge energikilder kræves derfor omkring 15 dage.

Ved 99% af lysets hastighed kræves 5.48e14 kWs . Efter 15 dage er Solens lys meget svagt.

Lasernes virkning bliver også svagere med afstanden.

Realistisk kan man ikke nå meget mere end 25% af lysets hastighed.

Vi kan nok sende et lille rumfartøj til de nærmeste stjerner i få lysårs afstand.

Rumfartøjer på mere end få kg kan næppe benytte denne sejl-teknik.

  Udforskning af Mælkevejen

I Mælkevejen, er der omkring 200 milliarder stjerner inden for afstande på 100000 lysår.

Andre Galaxer er sandsynligvis ikke mere interessante end vor egen.

Derfor skal man ikke ærgre sig, hvis det er grænsen for vore ekspeditioner i Kosmos.

Der er kolossalt store problemer der skal løses, hvis rejserne skal være mulige.

Hvis det lykkes at opnå 99 % af lysets hastighed ved Sol og Lasere, så er det jo en anselig fart.

Men der skal mere til for at komme rundt i Mælkevejen. Ved 99.9 % af lysets hastighed kræves yderligere en energi på 13.8e14 kWs . Altså mere end dobbelt så meget energi som før.

Den eneste brugbare kilde er Antistof. Der kræves omkring 100 kg antistof for sonden på 1 kg.

Hvis man vil rejse frit i Mælkevejen skal hastigheden være  99.9999 % af lysets .

Det kræver, at sonden medbringer omkring 1 ton Antistof .

Det er meget risikabelt, at opbevare Antistoffet.

Det kan medføre en gigantisk eksplosion, med styrke som adskillige brint-bomber.

Om hastigheden er 1% mindre end lyshastigheden betyder kun noget for selve sonden.

Tiden går 7 gange langsommere ved 99%, og den går 22 gange langsommere ved 99.9 % .

Sondens teknik ældes langsommere så den holder længere. En besætning ligeledes.

Men at sende mennesker med gør jo vægten så stor, at den krævede energi er 1000 gange større.

En ubemandet sonde kan muligvis nå ud til afstande på 1000 lysår før teknikken svigter.

En enkelt generation af mennesker vil aldrig rejse rundt i Mælkevejen.

Er man super optimist, så kan en enkelt stjernes planeter koloniseres ad gangen .

Mælkevejen kan på denne måde blive befolket med mennesker i løbet af millioner år .

                   Galaxerne er vor grænse

Afstanden til de nærmeste Galaxer er millioner af lysår.

Rejser mellem Galaxer skal ske med en hastighed på omkring 99.99999999 % af lysets.           

En rejse kræver nemlig, at både mekanik og mandskab får fordel af tidens langsommere tempo.

Tiden går 70000 gange langsommere ved denne hastighed. Der kræves helt enorme energi-mængder 

Det er fuldstændig umuligt med Antistof, fordi der kræves omkring 100 ton for en sonde på 1 kg.

Hvis det er en lille sonde med et sejl til fotonkraft, så kan lyset fra Mælkevejen muligvis

accelerere den yderligere op fra de 99% af lyshastigheden. Men slet ikke nok .

Mennesket vil aldrig rejse mellem Galaxer. Rumfartøjer vil også dø teknisk set.

                     Tids-rejser og Ormehuller som Genvej.

Forfatterne der omtaler rejser i tiden og dimensionerne, får det til at se nemt og fantastisk ud.

Der beskrives tids-rejser til fortiden, og bevægelser hurtigere end lysets hastighed..

Man ignorerer paradokserne ved tidsrejser, og at hastigheds grænsen er et grundlæggende princip.

Der er ingen grund til at tro på, at det nogensinde bliver realiseret.

                                                                    Billedet er fra Courtlandt Canby : Vejen til Verdensrummet

                    Konklusion

Det kan med tiden blive muligt, at rejse mellem stjerner.

Motoren er Stjernens eller Solens lys i kombination med meget kraftige Lasere.

Rumskibet skal være udstyret med et enormt sejl.

Fartøjet må ikke veje ret meget, fordi tophastigheden mindskes med vægten.

Det er en god ide at supplere med kernekraft. 

Rejser mellem Galaxer må desværre anses for at være umulige.

En lille sonde kan dog godt nå frem til en anden Galaxe, men ikke med mennesker eller andet liv.

Der er ingen måde at skaffe energi nok på, til den nødvendige hastighed.

Mennesker og teknik kan derfor ikke få fordel af tidens langsommere tempo.

Selv i Mælkevejen er alt for lange rejser sandsynligvis umulige.

Men det er faktisk realistisk, at man kan rejse til de nærmeste Stjerner.

Hvis de tekniske problemer med antistof bliver løst, så er der egentlig ikke nogen grænser.

Der eksisterer ikke nogen bedre energiform til Rumrejser.

Der er stadig plads til science fiction.