Filosoffen Spinoza

De store religioner har traditionelt fastholdt sine medlemmer i troen med hårde straffe,

samt trusler på livet og evig bandlysning. Det er ikke helt så slemt mere.

Nogle modige og trodsige filosoffer har dog fået deres budskaber ud i samfundet.

Deres interessante tanker og argumenternes styrke har overlevet religiøse forbud.

Væsentlige dele af vor viden om geologi , biologi og kosmos, er imod religiøse skrifter.

Denne viden ville ikke eksistere uden indsatsen fra de mange såkaldte kættere.

De har bidraget med en uvurderlig kultur-skat.

En af disse modige personer er Baruch de Spinoza. Han levede fra 1632 til 1677.

Han kunne have beriget vor kultur med endnu flere bidrag end han nåede i sit korte liv,

hvis man havde værdsat hans intellekt i stedet for at vanære ham.

Baruch de Spinoza

Med sin Teologisk-Politiske Afhandling fra 1670, kom Spinoza i konflikt med Kirken.

Denne institution besad den ubestridte magt sammen med monarkiet.

I denne afhandling fremfører Spinoza sine idealer om ytrings-frihed og tanke-frihed,

og om nødvendigheden for adskillelse af stat og religion.

I denne afhandling skriver han ligeledes om demokrati som ideelt styre.

Ifølge Spinoza er statens vigtigste rolle at beskytte borgernes ret til at ytre sig.

I 1674 blev afhandlingen forbudt af den hollandske stat.

I 1678 blev alle hans værker forbudt.

Spinoza var 24 år, da han blev indkaldt til synagogens ældste, fordi han havde udtalt,

at Gud muligvis har et legeme,

at sjælen simpelthen er liv,

at Det gamle testamente ikke siger noget om evigt liv.

Spinoza blev derefter udstødt af menigheden.

Forbandelsen blev forkyndt for ham, og som symbol på hans åndelige død,

blev lysene slukket et ad gangen med klagende toner i baggrunden.

I forbandelsen lød det, at rabbineren ikke kunne omvende ham fra kætteriet,

og at han derfor kendtes skyldig. Det øverste råd bandlyste ham.

Som man kan se af følgende citat, er det ikke tilgivelse, der præger de religiøse ledere

Det er derimod åbenbar ondskab, der tydeligt fremgår af bønnen til deres Gud.

Man kan undres om ikke det var klogere at overlade straf-udmålingen til Gud alene.

Men det er jo nok fordi bønnen også er en advarsel til andre i den jødiske menighed.

Forbandelsen:

Med englenes fordømmelse og helgenernes dom bandlyser, forbander og udstøder vi Baruch de Spinoza.

Lad ham være forbandet ved dag og forbandet ved nat, lad ham være forbandet når han går til hvile

og forbandet når han står op, forbandet når han går ud og forbandet når han kommer ind.

Måtte Gud aldrig mere tilgive ham eller kendes ved ham, måtte Guds vrede og mishag

fra nu af lyse mod dette menneske, afsky ham med alle de forbandelser som nævnes i Toraen,

og udslette hans navn fra jordens overflade. Måtte Gud afskære ham fra alle Israels stammer,

så han kan lide ondt. Så advares de alle hermed mod at have samkvem med ham i skrift, ingen må tjene ham,

være under samme tag, ingen må gå ham nærmere end fire alen,

og ingen må læse noget dokument skrevet med hans hånd eller dikteret af ham.

Denne forbandelse ramte også andre jødiske kættere, som blev truet på deres levebrød.

Det kristne samfund accepterede heller ikke de frafaldne, så de stod helt alene.

Spinoza var uddannet optiker, og klarede sig alligevel ganske godt.

Efter sin udstødelse ernærede han sig som sliber af optiske glas.

Han døde af en lungesygdom, som han selv mente skyldtes glasstøvet fra arbejdet.

Spinozas hovedværk Etikken, blev offentliggjort efter sin død i 1678.

Han mente, verden burde betragtes ved hjælp af matematikkens metoder.

Spinoza vil aldrig blive glemt.

Spinozas filosofi

Kilde: Wikipedia

Gud har samme udstrækning som alt, der eksisterer.

Gud er ikke uden for Universet, eller i Universet. Gud er selve Universet.

Spinoza antager, at der kun er én substans.

Denne substans er ikke dannet fra noget andet, og derfor ikke skabt, men er evigt eksisterende.

Filosoffen Descartes, antog eksistensen af to substanser : bevidsthed og udstrækning.

Spinoza mente, at alt eksisterende kan forklares ved at substansen er Gud,

således at universet i en forstand er Guds legeme, samt at Gud og naturen er det samme.

Spinoza afskriver ideen om mirakler, som umulig.

Gud menes at manifestere sig gennem naturlovene, så hvis han ophæver dem ved et mirakel,

så ophæver han jo sig selv. Spinoza ser naturen som en logisk-matematiske nødvendighed,

hvilket betyder, at naturen er er som et evigt system, hvor intet er tilfældigt.

Der eksisterer ikke andet end naturen, og den skal forstås ud udfra sine egne principper.

Geometrien udgør et logisk hele, og det samme gør naturen ifølge Spinoza.

Det er misforstået at tale om Universets skabelse på et tidspunkt,

ligesom det er absurd at tale om, at geometriske figurer er skabt. De er evige.

Tidsbegrebet har kun mening, når Universet betragtes delvis, lidt ad gangen.

Helheden er evig, og kan kaldes Gud.

Spinoza skelnede imellem den frembringende natur og den frembragte natur.

Dette kan tolkes mere moderne som årsag og virkning.

Han kalder den frembringende natur eller årsagen for evighedens synsvinkel,

fordi tidsbegrebet ikke indgår, men skal tilføjes for at få virkningen som er natur-fænomenerne.

Den frembringende natur, er en mekanisme uden frihedsgrader. Den er determineret.

For Spinoza er menneskelige handlinger forudbestemt uden fri vilje.

Frihed definerer han som vor forståelse af, hvorfor vi handler som vi gør.

Det er meningsløst at fortryde noget, fordi alt det der sker, ikke kunne ske på andre måder.

Spinoza mente, at man ikke blot skal iagttage Naturen, men også forklare begivenhederne.

Derved opnår man viden, som han kalder for den højeste form for erkendelse.

Kommentar:

Moderne videnskab er i overensstemmelse med Spinozas filosofi.

Dog vil man undgå begrebet Gud og blot tale om Universet.

Spinoza fjerner den fri vilje fra Gud, så egentlig må man sige, at han ikke er troende.